

Design til makrel i tomat, eller sardiner i olie…, til dåsefisk. Design og makrel i tomat er i det hele taget spøjst, i en og samme sætning. Men makrel i tomat kan mine børn ikke leve uden, så det behøver vi herhjemme, og emballagedesignet hrmmm…, “designet” er rødt plast og en metaldåse og lidt fisk af tvivlsom kvalitet, sådan har det altid været. Men jeg vil absolut gerne have et alternativ med økologi samt bæredygtig kvalitet, og et mærkbart design.
Fish4ever faldt jeg over i London, den blå dåse måtte jeg bare røre ved. Jeg lærte at Fish4ever tager fisk meget alvorligt, også selvom det “bare” er dåsefisk. Alle deres fisk er fra bæredygtigt fiskeri. Og de har ydermere fremmet smagsoplevelsen ved at tilsætte fisken økologiske råvarer. Det er derfor ikke ligegyldigt hvordan dåserne tager sig ud, for indholdet er noget særligt, og det skal de vise i deres design. Fish4ever har super fine emballager i mange farver, det er enkelte, bløde dåser (bløde fordi de har fået et lag lak) og en simpel typografisk løsning. Et emballagedesign der kan ses på varehylderne og mærkes på flere niveauer, det gør en forskel.
(Fish4evers website er ikke den vildeste designoplevelse, men du får information om bæredygtigt fiskeri, debatter + Fish4evers historie).